19. februar 2025
For at reducere omkostninger må Crossbridge Energy foretage organisationsændring
For at tilpasse sig den markante og skarpe konkurrencesituation må Crossbridge Energy foretage en organisationsændring.
I den forbindelse er virksomheden desværre nødsaget til at tage afsked med i alt 11 medarbejdere. Crossbridge Energy vil forsøge at hjælpe de berørte afskedigede medarbejdere godt videre.
Organisationsændringen foretages for at reducere omkostningerne, så virksomheden står rustet til en fremtid med fortsat skarp international konkurrence, som ikke hjælpes på vej af de nuværende rammevilkår i Danmark og EU.
Den organisatoriske ændring forventes ikke at få betydning for produktionen eller leveringssikkerheden.
Crossbridge Energy har allerede gjort mange tiltag for at forbedre omkostnings-situationen. I alt er der således reduceret med 19 stillinger udover de 11, der er berørte ved denne reorganisering. Det er sket ved reduktioner i form af naturlig afgang, jobskifte, sammenlægning af roller og funktioner samt nedbringelse af antallet af eksterne underleverandører eller såkaldte kontraktorer.
Crossbridge Energy producerer dagligt 10.000 tons flydende brændstoffer og leverer 40 % af det danske forbrug. Herudover eksporteres en endog større mængde via virksomhedens havneterminal. Raffinaderiet er landets eneste producent af jetbrændstof til fly.
Virksomheden beskæftiger fremover i alt 284 medarbejdere. Udover Crossbridge Energys egne faste medarbejdere får raffinaderiet på daglig basis hjælp af op mod 100 eksterne underleverandører.
Crossbridge Energy er et af verdens absolut mest energieffektive raffinaderier og er landets største leverandør af overskudsvarme til fjernvarme. Således leverer man hvad der svarer til mere end 23.000 almindelige husstandes årlige forbrug af fjernvarme.
Pressehenvendelser: Pressechef Torben Øllegaard Sørensen tlf. +4540779257 e-mail t.soerensen@crossbridge.dk