22. april 2026
Crossbridge Energy A/S leverer i 2025 et overskud på 119 mio. kroner efter et udfordrende 2024. Resultatet afspejler et målrettet fokus på sikker og stabil drift, omkostningsstyring og forbedrede markedsvilkår – på trods af en national CO2-afgift på 38 mio. kroner.
Raffinaderiet i Fredericia leverer mere end en tredjedel af Danmarks flydende brændstoffer og udgør en vigtig del af Danmarks forsyningssikkerhed. I 2025 har stabil produktion været prioriteret som det bærende fundament for forretningen.
”Resultatet viser, at vores fokus på drift, sikkerhed og omkostningsdisciplin virker. Det er en indsats, der er løftet af hele organisationen og som skaber et stabilt grundlag for både forsyning og forretning”, siger Finn Schousboe, direktør i Crossbridge Energy.
Intern optimering bag fremgangen
Efter et underskud på 274,1 mio. kroner i 2024 er det positivt med et solidt overskud i 2025. Den positive udvikling i årets resultat er hjulpet på vej af markedssituationen i slutningen af året, men det er i høj grad også produktet af et intensivt fokus på omkostninger, indtjening og produktion.
”Jeg er glad for at se, at vores strategiske fokus på de indre linjer afspejler sig direkte i årsresultatet. Vi har i 2025 arbejdet målrettet med sikker og stabil drift, som er selve fundamentet for vores indtjeningsevne. Samtidig har vi kigget vores omkostningsstruktur grundigt efter i sømmene” siger Finn Schousboe.
Crossbridge Energy har med indsatsen for at opretholde en stabil drift og fokus på at holde omkostningerne nede hentet omkring 250 mio. kroner.
“Det er en ubetinget succeshistorie, at vi har rykket os så meget. Vi har gjort alt, hvad der står i egen magt for at sikre vores konkurrenceevne med det store udland. Nu efterspørger vi, at politikerne laver samme øvelse for at sikre fremtidens energiforsyning til danskerne“, siger Finn Schousboe.
Nationale særregler udfordrer konkurrenceevnen
På trods af et positivt resultat påvirkes bundlinjen fortsat af nationale særregler. Crossbridge Energy har i 2025 betalt 38 mio. kroner i CO2-afgift – en omkostning, som ikke pålægges udenlandske konkurrenter.
”Hvis vi skal fastholde produktion, arbejdspladser og investeringer i Danmark, er det afgørende med rammevilkår, der sikrer lige konkurrence mellem dansk produktion og import. Vi skal styrke dansk forsyningssikkerhed, ikke svække den”, siger Finn Schousboe.
Store investeringer i fremtidens forsyningssikkerhed
På trods af øgede CO2-afgifter har Crossbridge Energy i 2025 investeret 131 mio. kroner i raffinaderiet i Fredericia for at fastholde anlæggets rolle som kritisk energiinfrastruktur og sikre en tidssvarende og effektiv drift fremadrettet.
Forventningen er, at overskuddet fra 2025 skal geninvesteres i raffinaderiets nuværende og fremtidige forretning.
Læs hele årsrapporten her.
Pressehenvendelser rettes til kontakt@crossbridge.dk