Voldsomme trusler mod Crossbridge Energy-medarbejdere

2. april 2025

Medarbejdere hos Crossbridge Energy blev tirsdag den 1. april udsat for grove trusler. Det skete i forbindelse med at borgere fra Fredericia og Strib kontaktede virksomheden omkring støj fra skibe ved havneterminalen.

25052024 31

Truslerne mod de medarbejdere, som i aften- og nattetimerne den 1. april tog imod telefonopkald fra borgere fra Fredericia og Strib, og som følte sig generede af støj fra to tankskibe, der lå ved Havneterminalen, blev særdeles voldsomme.

- Vi anerkender, at folk har følt sig generede af støj. Men det, som vores medarbejdere blev mødt med af personlige trusler, hører ingen steder hjemme. Det har virkelig været groft, og vi ser med stor alvor på det. Vi kan på ingen måde acceptere, at vores medarbejdere skal udsættes for den slags og grænsen herfor er klart overskredet, siger Finn Schousboe, direktør i Crossbridge Energy.

Selvom Crossbridge Energy anerkender, at folk har følt sig generet af støj, så minder virksomheden om, at medarbejderne skal behandles med respekt og ordentlighed uanset hvor store frustrationer støjen har medført.

- Fra vores side har der fra starten været lagt op til en konstruktiv dialog omkring de støjudfordringer, som nogle borgere oplever. Det synes jeg, at vores villighed til at mødes med repræsentanter fra kommunen, lokalpolitikerne og de berørte borgere - senest tirsdag formiddag - vidner om, siger Finn Schousboe og fortsætter:

- Jeg vil gerne opfordre til, at den gode dialog fortsætter, men det skal foregå ordentlig og med respekt for vores medarbejdere. Vi tager alle klager meget seriøst, og der er klare procedurer for, hvordan klager registreres, håndteres og videreformidles til Miljøstyrelsen som myndighed. Uanset frustrationsniveauet er der ingen grund til at overskride grænsen på den måde, som vi har oplevet her.   

Sagen betyder, at Crossbridge Energy undersøger, hvilke skridt man kan tage for at beskytte medarbejderne mod chikane og trusler af grov karakter samtidig med, at man ikke udelukker en politianmeldelse.